Gå til hovedindhold

DII Børnehuset Fredensvang

Vores vision er at skabe et hus, hvor børn, forældre og personale mødes i et meningsfuldt, forpligtende, inkluderende og ligeværdigt fællesskab med plads til alle.

Børnehuset set fra legepladsen. Børn sidder og spiser ved bænkebord.
  • Læs op

Indhold

    I Børnehuset Fredensvang er vi mere optaget af værdier end af regler. Denne tilgang får os til løbende at reflektere over vores pædagogik, og hvorfor vi gør, som vi gør.

    Samtidig lærer vores børn at forholde sig til omgivelserne og egen rolle. Nogle gange må man sidde oven på bordet, fordi man skal nå en brik til puslespillet, men ikke når vi spiser. Nogle gange kan man løbe i fællesrummet; andre gange ikke. Adfærd afhænger af, hvad der sker i rummet, og vi hjælper børnene med at læse omgivelserne ved at give anvisninger i stedet for irettesættelser.

    Vi har ofte fælles temaer for hele huset. Det kan være emner som "min familie", "at rejse" eller "min by". Der er faste aktivitetsgrupper fire formiddage om ugen, og her er børnene inddelt i mindre grupper, der passer til alder og udviklingstrin. 

    Derudover har børnene mulighed for at færdes frit i huset en stor del af dagen, så de selv er med til at bestemme, hvor og hvad de gerne vil lege med. Vi er optagede af at skabe gode, inspirerende læringsmiljøer med udgangspunkt i barnets perspektiv. Vi har indrettet Fredensvang, så børnene har mange muligheder - f.eks. er det muligt at "gå ind i en jungle" og derefter lave det om til en togbane.

    Vi har særligt fokus på at guide, vejlede og understøtte børnefællesskaber, for vi anser legen som et vigtigt redskab til barnets udvikling, trivsel, læring og dannelse. Vi prioriterer at ansætte uddannet personale, der ønsker at være del af et højt fagligt niveau.

    Vi glædes, når vi får nye input ind i huset - uanset om det f.eks. er forældre, studerende eller vikarer, som udfordrer vores pædagogik, vaner og rutiner. Vi lytter gerne til det, som vi måske ikke selv har øje for.

    Børnehuset Fredensvang er en integreret institution normeret til 47 børn i alderen 0-6 år. Huset består af en vuggestuegruppe (17 børn) og to børnehavegrupper (30 børn). Alle børn er tilknyttet en fast spisegruppe med fast tilknyttede medarbejdere. 

    Forrige Næste

    På legepladsen bruger børnene deres sanser. Her er blomster, de kan dufte til samt blommer og andre frugter, de kan spise. Legepladsen er grøn, frodig og kuperet, så børnene har muligheder for både kropslig udfoldelse, uforstyrrede lege og læring om årstidernes betydning og gang. Buskaset giver små kroge og huler, hvor børnene kan lege f.eks. gemmeleg.

    Vores hus, som er fra 2002, er lyst og åbent med plads og udfoldelsesmuligheder for både børn og voksne. Rummene i vores hus – læringsmiljøerne – inspirerer børnene til forskellige lege og aktiviteter. Vi har bl.a. værksted, konstruktionsrum, danserum og læsehjørne.

    Vi er optagede af æstetikken i huset, da vi mener, at den er betydningsfuld for børns trivsel. Æstetik er for os at skabe inspirerende miljøer, der både rare at være i og har en rød tråd, der skaber ro. 

    Det skal være let for børnene at afkode, hvad et rum kan bruges til samt let at være med til at passe på tingene - f.eks. bliver legetøj delt op og pakket væk i bestemte kasser. På væggene hænger børnenes egne kreationer, og det giver gode samtaler mellem børn og voksne.

    Børnehuset Fredensvang ligger i et skønt hjørne af Viby, der er omkranset af villaveje, andre institutioner, alment boligbyggeri og grønne områder. Vi føler os privilegerede og er glade for vores sted. 

    Hverdagen hos os er en skøn blanding af faste rutiner, frie lege og planlagte aktiviteter.

    Vi ønsker, at vores børn skal opleve sig som en del af et forpligtende fællesskab – og at de har muligheder for at indgå i forskellige fællesskaber; båret af enten lyst, udviklingsniveau eller indhold.

    Nogle af vores daglige rutiner er: samling, ture, frokost, afslapning, middagslur, mellemrum og eftermiddagsmad.

    Kl. 6:30-9:00

    Børnehuset åbner. Der bliver gjort klar til leg både ude og inde, og de første børn og medarbejdere møder ind. Vi er fælles i huset indtil kl. 9:00.

    Kl. 9:00-10:30

    Mandag er udedag. Her er alle børn på legepladsen. Forældresamtaler og andre møder finder ofte sted i dette tidsrum.

    Tirsdag-onsdag-torsdag har vi aktivitetsgrupper, hvor børnene er delt op i mindre grupper efter alder og udviklingstrin (4-8 børn i hver gruppe). Der tages afsæt i et fælles tema for en måned ad gangen. Eksempler på temaer kunne være ”min familie”, børns leg eller traditioner som f.eks. jul.

    Fredag har vi fælles gymnastik for hele huset - alle børn og medarbejdere.

    Kl. 10:30-11:30

    Samling i spisegrupperne og frokost.

    For vuggestuebørnene gælder det, at de både starter og slutter lidt tidligere end børnehavebørnene.

    Kl. 11:30-12:00

    ”Mellemrum” er den halve time, hvor der ryddes op efter frokosten, vuggestuebørn puttes, børnehavebørn har mulighed for at vælge mellem nogle få, stille aktiviteter, og der gøres klar til afslapning.

    Kl. 12:00-12:30

    Alle vågne børn har afslapning i en halv times tid. Det fungerer således, at børnene ligger på deres egen madras og lytter til en blanding af musik og historier. Der er ro. Nogle børn falder i søvn, andre lytter til historien eller musikken, og nogle lader tankerne flyve helt andre steder hen.

    Fælles for alle gælder det, at afslapning er en pause fra aktiviteter, samspil, husets mange lyde mm. Det giver hvert barn mulighed for at finde ro og mærke sig selv.

    Kl. 12:30-13:30

    Vågne børn leger – ofte på legepladsen – mens de øvrige børn sover.

    Kl. 13:30-15:00

    Vi spiser eftermiddagsmad, leger inde og/eller ude, og de sidste børn står op efter middagsluren.

    Kl. 15:00-17:00

    Efterhånden som børn bliver hentet, og medarbejdere går hjem, lukkes der løbende ned i huset.

    Vi lukker kl. 17:00 (dog kl. 16:30 mandag og fredag).

    Traditioner

    I Fredensvang har vi mange traditioner. Vi holder fastelavn, påskefrokost, børnehusets fødselsdag, bedsteforældredag, grillfest, julefest og julegudstjeneste. Nogle traditioner er kun for børnene - andre kan søskende og forældre deltage i.

    I det tidlige forår har vi overnatning i Børnehuset Fredensvang for de ældste børn.

    Derudover indgår de ældste børn i vores skoleprojekt, hvor vi målrettet arbejder mod skolestart via diverse aktiviteter og ture. Efter skolestart inviterer vi børnene og deres forældre til en farvelfest, hvor de mødes en sidste gang i Fredensvang og fortæller om, hvordan det er at gå i skole. Gensynsglæden er altid stor!

    Forældre inviteres også til forældremøder og arbejdsdag.

    I Børnehuset Fredensvang har forældrene indtil videre valgt frokostordningen fra, og børnene medbringer hver dag to madpakker.

    Vi vægter måltidet højt og ønsker først og fremmest, at det skal være rart for barnet at sidde ved bordet og spise.

    Vi respekterer barnets valg og grænser og understøtter dets udvikling - bl.a. at kunne øve sig i at mærke sig selv både i forhold til sult/mæthed, og hvad barnet kan lide/ikke lide etc.

    Vi stemmer om det

    Det er dig som forælder, der er med til at bestemme, om der skal være en fælles, selvbetalt frokostordning, eller om børnene skal have madpakker med. Du stemmer om det hvert andet år.

    Læs mere om mad og måltider under aarhus.dk/kost

    Vi ønsker at skabe et forældresamarbejde, der bygger på gensidig respekt, tillid, åbenhed og ærlighed. Vi skal i fællesskab skabe en god hverdag for børnene, hvilket kræver et godt samarbejde mellem hjem og institution.

    Vi opfordrer alle forældre til at være nysgerrige og stille spørgsmål til både dagligdagen og vores pædagogik, så misforståelser og fortolkninger undgås. Samarbejdet fungerer bedst ved, at vi informerer hinanden om, hvad der sker i dagligdagen og hurtigt tager fat på eventuelle problemer, når de opstår.

    Den daglige kontakt finder sted, når børnene afleveres og hentes – eller over Aula.

    Møder

    Du vil blive inviteret til møder om dit barn ved opstart, ved overgang fra vuggestue til børnehave og i forbindelse med skolestart.

    Du er også velkommen til selv at tage initiativ til et møde med os, hvis der er noget, som du finder vigtigt at drøfte.

    At være en del af Fredensvang

    Det afgørende for et godt forældresamarbejde er, at vi har tillid til hinanden, og at du som forælder føler dig velkommen og tryg i institutionen. Derfor er fællesarrangementer som spiseaftener, fester og arbejdsdage vigtige, for her får vi mulighed for at mødes på et mere uformelt plan og lære hinanden at kende.

    Det har desuden den sidegevinst, at børnene får en oplevelse af, at deres ”verdener knyttes sammen”, når far og mor og ens ”daglige” voksne har det rart med hinanden.

    Få indflydelse på hverdagen

    I forældrerådet vi vender det, der sker i huset. Forældrene byder ind med ønsker til emner, der drøftes, og rådet er med i planlægningen af bl.a. arbejdsdage. Gennem arbejdet i vores forældreråd har du gode muligheder for at få indflydelse på dit barns hverdag.

    Forældrerådet mødes som udgangspunkt ca. 4 gange om året. Fra forældrerådet vælges en deltager til dagtilbuddets bestyrelse.

    Se, hvad vores bestyrelse i dagtilbuddet arbejder med under Fælles i dagtilbuddet.

    Et barn skal trives for at være i god udvikling. I Fredensvang tilpasser vi vores handlinger og pædagogik til det enkelte barn, fordi vi ved, at ikke alle børn har brug for det samme. Men alle børnene mødes af nærværende voksne, der skaber rammen for, at børnene oplever sig som en del af fællesskabet.

    Vi har stor fokus på:

    • at hjælpe barnet i at øve sig, for det giver selvtillid at kunne selv
    • hele tiden være i dialog med barnet, så barnet bliver opmærksom på egen rolle og på omgivelserne
    • at give anvisninger i stedet for irettesættelser
    • at træffe bevidste valg om den daglige pædagogik, relationer og dialog
    • at der skal være rart at være i Fredensvang
    • at rummelighed er en af vores primære værdier
    • at give børnene masser af omsorg.

    Vi arbejder løbende med at udvikle og forbedre vores pædagogik. Du kan læse mere om arbejdet med børnenes udvikling og trivsel under Fælles i dagtilbuddet.

    Vi arbejder hele tiden på at udvikle vores pædagogiske arbejde. Det kan du læse mere om her:

     

    Sidst opdateret: 28. februar 2024